Læs om hvordan du skal forholde dig, hvis du har udfordringer med dit syn. Nederst kan du se alle kravene til syn for lokomotivførere og for visse sikkerhedsklassificerede funktioner på jernbaneområdet.
Krav til synsstyrke
For lokomotivførere er kravet: synsstyrke på afstand med eller uden korrektion: 1,0 med mindst 0,5 på det svagest seende øje.
For visse sikkerhedsklassificerede funktioner på jernbaneområdet er kravet: synsstyrke på afstand med eller uden korrektion: 0,8 (højre øje + venstre øje – målt separat), mindst 0,3 på det svagest seende øje.
Synsstyrken kan angives enten som en brøk eller som et decimaltal, f.eks. 6/12 eller 0,5.
Opfylder du ikke synskravet med eller uden brug af briller/kontaktlinser, får du afslag på din ansøgning om helbredsgodkendelse.
Har du ikke benyttet briller eller kontaktlinser ved synsundersøgelsen, kan du genansøge om en helbredsgodkendelse, hvis du kan fremsende en udtalelse fra egen læge eller synsattest fra en speciallæge i øjensygdomme. Af udtalelsen skal det fremgå, at du med anvendelse af briller eller kontaktlinser opfylder synskravet.
Har du benyttet briller eller kontaktlinser ved synsundersøgelsen, og synskravet ikke er opfyldt, skal du indsende en synsattest fra en speciallæge i øjensygdomme. Af attesten skal det fremgå, at du efter at have fået korrigeret dine briller eller kontaktlinser opfylder synskravet.
Korrigerende linser:
Anvender du briller eller kontaktlinser, må disse ved langsynethed højest være +5 og ved nærsynethed højest -8.
I særlige tilfælde kan der tillades værdier, som er over disse værdier. For at opnå helbredsgodkendelse med værdier, der er over det maksimale, skal du indsende en udfyldt synsattest og en udtalelse fra en læge med speciale i øjensygdomme om, at det ikke påvirker varetagelse af din funktion.
Krav til farvesyn
Du skal have normalt farvesyn. Der anvendes en anerkendt test, f.eks. Ishihara, suppleret af en anden anerkendt test, hvis nødvendigt.
For at opnå en helbredsgodkendelse skal du have normalt farvesyn. Hvis du ikke har normalt farvesyn, vil du som udgangspunkt få afslag på din ansøgning om helbredsgodkendelse.
Den mest almindelige metode til at undersøge farvesynet er ”Ishihara” farvesynstesten.
Ved testen læser personen 21 tavler med farvede cirkler, som danner mønstre og tal. Testen er konstrueret, så personer med nedsat farvesyn læser andre eller slet ingen tal sammenlignet med personer med et normalt farvesyn.
Har du fejl i testen, kan det være et udtryk for farveblindhed. Du skal derfor fremsende en udvidet farvesynstest fra en speciallæge i øjensygdomme sammen med din ansøgning om helbredsgodkendelse.
Synsfelt
Dit synsfelt skal være normalt. Det vil sige, at der ikke må være abnormitet af betydning for det arbejde, der skal udføres.
Opfylder du ikke kravet om et normalt synsfelt, skal du indsende en synsattest fra en speciallæge i øjensygdomme med en udtalelse om, at der ikke er abnormitet af betydning for din funktion.
Fremadskridende øjensygdom
Du må ikke have en fremadskridende øjensygdom. Der findes flere forskellige typer af øjensygdomme bl.a.:
- Grå stær,
- Grøn stær,
- Regnbuehindebetændelse.
Bemærk, at listen ikke er udtømmende. Lider du af en fremadskridende øjensygdom, der ikke fremgår af listen, skal du fremsende en synsattest og en udtalelse om, at sygdommen ikke påvirker varetagelsen af din funktion.
Er du førstegangsansøger og har en fremadskridende øjensygdom, vil du normalt få afslag.
Er du allerede helbredsgodkendt og bliver diagnosticeret med og/eller er i behandling for en fremadskridende øjensygdom, skal du fremsende en synsattest udfyldt af en øjenlæge samt en udtalelse om, at sygdommen ikke påvirker varetagelsen af din funktion.
Du kan få en helbredsgodkendelse, hvis du indsender en synsattest udfyldt af en speciallæge i øjensygdomme og en udtalelse om, at sygdommen ikke længere er fremadskridende, samt at eventuelle mén ikke påvirker varetagelsen af din funktion.
Brug af kontaktlinser og briller
Det er tilladt at benytte kontaktlinser eller briller, hvis de regelmæssigt kontrolleres.
Benytter du briller eller kontaktlinser for at opfylde synskravene, vil der i din helbredsgodkendelse være et krav om, at du benytter dem under varetagelsen af din funktion.
Er du lokomotivfører, må du ikke benytte farvede kontaktlinser eller farveskiftende glas. Du må dog gerne benytte linser med UV-filter.
Du kan se synskravene i lokomotivførerbekendtgørelsens bilag 5, punkt 2.
Du kan se synskravene for visse sikkerhedsklassificerede funktioner på jernbaneområdet i bekendtgørelse om helbreds- og kompetencekrav til, bilag 1, punkt 2.