Trafikale sikkerhedsregler

Infrastrukturforvaltere og jernbanevirksomheder har selv ansvaret for, at de har de nødvendige trafikale sikkerhedsregler, øvrige trafikale regler og vejledninger af betydning for jernbanesikkerheden.

Hvad er trafikale sikkerhedsregler? 

De trafikale sikkerhedsregler er en del af virksomhedens sikkerhedsledelsessystem og de virksomhedsregler, der har et jernbanesikkerhedsmæssigt indhold. Trafikale sikkerhedsregler er barrierer fremkommet på baggrund af risikovurdering, og dermed fastsat for at imødegå jernbanefarer, der skyldes, at mennesker kan begå fejl i forbindelse med færdsel på infrastrukturen og ved trafikafviklingen.

Trafikale sikkerhedsregler kan f.eks. være:

  • SR (Sikkerhedsreglement af 1975), som indeholder de generelle og grundlæggende sikkerhedsregler
  • SIN, som indeholder enten generelle sikkerhedsinstrukser, eller lokale sikkerhedsinstrukser
  • ORF, som er gældende i forbindelse med togkørsel, rangering samt drift og vedligehold på de dele af fjernbanen, der er udstyret med ETCS samt på de rangerområder, der støder op til disse områder
  • Lokal instruktion, som er undtagelser eller supplement til ORF
  • ORS, som er gældende i forbindelse med togkørsel og rangering på S-banen, samt strækning 7 Svanemøllen-Lersøen
  • Lokal instruktion, som er undtagelser eller supplement til ORS
  • Supplerende sikkerhedsbestemmelser, som kan være kortvarige dispensationer fra det faste regelværk eller et supplement.

Skal trafikale sikkerhedsregler godkendes?

Ved ændring af Jernbaneloven d. 1. juli 2023 skal trafikale sikkerhedsregler ikke længere godkendes af Trafikstyrelsen, men af den virksomhed der ejer reglerne (se også Trafikstyrelsens vejledning nedenfor).

Veterantogsorganisationer skal fortsat have trafikale sikkerhedsregler godkendt jf. bekendtgørelserne for veterantog.

Vejledning om trafikale sikkerhedsregler

Vejledning om trafikale sikkerhedsregler

 

Spørgsmål om trafikale sikkerhedsregler

Det er blevet mere og mere udbredt, at sikkerhedsklassificerede funktioner anvender digitale medier til at læse og bruge trafikale sikkerhedsregler, strækningsbeskrivelser mv. Der er ikke konkrete regler for skærmstørrelsen, men det er afgørende, at der er en tilstrækkelig læsbarhed. Trafikstyrelsen vurderer derfor, at skærmstørrelsen som udgangspunkt skal have en minimumsstørrelse på 9,7” (tablet), når der er tale om anvendelse i forbindelse med sikkerhedsklassificerede funktioner.

Senest opdateret 31-08-2023