Trafikstyrelsen er som forvaltningsmyndighed underlagt officialprincippet (også kaldet undersøgelsesprincippet). Sagt med andre ord går det ud på, at styrelsen har pligt til at sørge for at tilvejebringe sagens faktiske grundlag – og således træffe afgørelse på et tilstrækkeligt oplyst grundlag. Det vil sige, at styrelsen skal sørge for, at alle nødvendige oplysninger foreligger i sagen, og at alle nødvendige undersøgelser foretages, før styrelsen træffer afgørelse.
Med hensyn til ibrugtagningstilladelse (IBT) skal projektet først og fremmest være så langt fremme på ansøgningstidspunktet, at det giver mening at ansøge om IBT. Det vil sige, at ændringen skal være fuldt projekteret inden for alle fagområder, og der skal foreligge planer og aktører for sikkerhedsaktiviteter for udførelsesfasen og ibrugtagning til drift samt planer og aktører for de resterende sikkerhedsaktiviteter efter ibrugtagning til drift. Der skal være udført formaliseret kontrol af projekteringen, og assessor skal have haft mulighed for at se og vurdere:
- Dokumentation for design og udført kontrol samt
- Planerne og aktører for sikkerhedsaktiviteter for udførelsesfasen og ibrugtagning til drift, og
- Planerne og aktører for de resterende sikkerhedsaktiviteter efter ibrugtagning til drift.
Derudover skal ansøgningsmaterialet være komplet. Der må ikke være mangler i eksempelvis udfyldelsen af ansøgningsskema.
Når selve afgørelsen går ud på at udstede en IBT, skal det naturligvis være helt klart, hvad IBT udstedes til. Uklarheder i systemdefinitionen eller mellem systemdefinition og andet ansøgningsmateriale må derfor altid undersøges og afklares, inden IBT kan udstedes.
Det skal klart fremgå, at sikkerhedsvurderingsrapporten (SVR) er dækkende for alle de ændringer, der søges IBT til, og det må ikke være uklart, hvad assessor mener/hvad vurderingen går ud på.
Hvis der er modstridende oplysninger i SVR – eventuelt at enkelte afsnit peger på noget andet, end hvad der fremgår af konklusionen, eller hvis der er modstrid mellem oplysninger i SVR og andre dele af ansøgningsmaterialet - skal det undersøges og afklares, hvad der er rigtigt.
Der kan også i ansøgningsmaterialet være forudsætninger eller forbehold, som kan være uklare – eller som eventuelt vurderes at være for vidtrækkende. I en sådan situation vil styrelsen indlede en dialog med henblik på at få afklaret forudsætningerne/forbeholdene, så en IBT vil kunne udstedes.
Særligt med hensyn til Tillæg 1 og Tillæg 2 til SVR:
Udover at de samme betragtninger vedrørende uklarheder og mangler også gør sig gældende for så vidt angår Tillæg 1 og Tillæg 2 til SVR, er der forhold her som er helt specielle.
Tillæg 1 til SVR skal fremsendes 6 uger efter ibrugtagning til drift af ændringer, der kan påvirke jernbanesikkerheden, og Tillæg 2 til SVR skal fremsendes 6 måneder efter ibrugtagning til drift. Det er derfor vigtig, at der er klarhed over, hvornår ibrugtagning til drift af den ændrede jernbaneinfrastruktur finder sted. Se også Spørgsmål & Svar ”Tidspunkt for ibrugtagning til drift af ændret infrastruktur”.
Tillæg 1 til SVR skal dokumentere, at ibrugtagning til drift er sket sikkert, hvilket medfører, at alle farer, der vedrører projektering, udførelse, installation, anlæg mv. skal være håndteret, og assessor skal have haft mulighed for at vurdere håndteringen tilfredsstillende. Er der på Tillæg 1 tidspunkt resterende sikkerhedsmæssige aktiviteter, som skal udføres på et senere tidspunkt, og som er nye eller ændrede i forhold til de resterende sikkerhedsmæssige aktiviteter vurderet i SVR, skal Tillæg 1 indeholde assessors vurdering af, at forslagsstillers plan for håndtering af disse resterende sikkerhedsmæssige aktiviteter, er tilfredsstillende.
Tillæg 2 anvendes kun, hvis der på tidspunktet for Tillæg 1 er resterende sikkerhedsmæssige aktiviteter, som ikke har kunnet lukkes. Tillæg 2 skal dokumentere den endelige afslutning af disse aktiviteter. Der må således ikke være udeståender på tidspunktet for Tillæg 2.
Særligt med hensyn til sag-til-sag-godkendte assessorer:
Styrelsen fortager også sag-til-sag-godkendelse af assessorer. Hvis SVR er udarbejdet af et sag-til-sag-godkendt assessorteam, og der i ændringen, der søges IBT til, indgår fagområder, som ikke er dækket af assessorteamets kompetencer vil styrelsen stille spørgsmål. Det kan være på baggrund af de oplistede fagområder i ansøgningsskemaet eller en beskrivelse af ændringerne i systemdefinitionen.
Ved ansøgning om IBT, hvor assesseringen er foretaget af et sag-til-sag-godkendt assessorteam, kan styrelsen – alt efter hvilke forhold der er uklare i ansøgningsmaterialet – vælge at føre tilsyn med assessor (enten skriftligt eller mundtligt på et møde).