I disse årtier investeres der betydelige beløb i den danske jernbaneinfrastruktur. Trafikstyrelsen har som jernbanesikkerhedsmyndighed fokus på vejledning med udgangspunkt i det enkelte projekt og ansøgers behov.
Trafikstyrelsen sikkerhedsgodkender alle store jernbaneprojekter. Godkendelsesprocessen foregår som udgangspunkt på samme måde som ved mindre jernbaneprojekter, hvor Trafikstyrelsen før ansøgningsprocessen tilbyder ansøger en målrettet forhåndsdialog igennem hele projektfasen.
Da megaprojekterne ofte er mere fagteknisk komplicerede, varer længere og kræver flere ressourcer, har Trafikstyrelsen fokus på, at dialogen med ansøger påbegyndes tidligt og foregår kontinuerligt igennem hele projektets levetid. Trafikstyrelsen kan på den måde vejlede ansøger bedst muligt og dermed være med til at minimere de risici og udfordringer, der ofte er forbundet med gennemførelsen af store og komplekse anlægsprojekter.