Klagesagsbehandling i Trafikstyrelsen
Hvis du ønsker at klage over en kørekortafgørelse, som kommunen eller Færdselsstyrelsen har truffet, kan du indgive en klage til den pågældende myndighed. Kommunen eller Færdselsstyrelsen vil herefter gennemgå sagens akter og fremsende din klage sammen med en udtalelse til Trafikstyrelsen. Du skal være opmærksom på, at fristen for at indgive en klage er 4 uger, som regnes fra den dag, afgørelsen blev meddelt dig fra kommunen eller Færdselsstyrelsen. Hvis du klager for sent, afvises din klage som udgangspunkt.
Når Trafikstyrelsen har modtaget sagen fra kommunen eller Færdselsstyrelsen, vil du få fremsendt et kvitteringsbrev med information om den forventede sagsbehandlingstid.