Radiocertifikat

Om radiocertifikater

Der er forskellige typer radiocertifikater

  • Et GEN certifikat giver dig ret til at foretage engelsksproget radiokorrespondance til og fra et luftfartøj i forbindelse med IFR-flyvning. Med en tillægsprøve kan du få udvidet certifikatet, så det også giver indehaveren ret til at foretage dansk- og/eller engelsksproget radiokorrespondance til og fra et luftfartøj i forbindelse med VFR-flyvning.

  • Et BEG certifikat giver dig ret til at foretage radiokorrespondance til og fra et luftfartøj i forbindelse med VFR-flyvning på det påførte sprog. Et BEG certifikat kan have dansk og engelsk sprogpåtegning.
  • Et N-JOR certifikat giver dig ret til inden for dansk område at foretage radiokorrespondance fra en jordbaseret luftfartstation. Certifikatet kan påtegnes med MEK eller HRO. 

  • Du kan læse mere om de forskellige typer radiocertifikater i BL 6-08.

Hvordan kan du få et radiocertifikat?

Du skal gennemføre et undervisningsforløb på et godkendt uddannelsessted med en godkendt radiomanual til det pågældende radiocertifikat, som f.eks. en flyveklub, flyveskole eller MTO. Du skal også bestå en eksamen overfor en kontrollant.

Et radiocertifikat skal vedligeholdes

Du må kun anvende dit radiocertifikat, hvis du har en gyldig sprogniveaupåtegning til det relevante sprog.

Et radiocertifikat er et selvstændigt certifikat

Danmark er i kraft af sit medlemskab i FN underlagt Den Internationale Telekommunikations Union (ITU).

ITU koordinerer udnyttelse af radioteknik inden for FN-medlemslandenes geografiske områder og kræver i radioregulativets artikel 37, at den enkelte nationalstat eksaminerer og certificerer personer, der bruger radiosendere.

For luftfartspersonale har den danske telemyndighed delegeret certificeringsopgaven til luftfartsmyndigheden. Radiocertifikatet udstedes af Trafikstyrelsen som et selvstændigt dokument eller som en påtegning i et certifikat henholdsvis PART-FCL, PART-SFCL, PART-BFCL, EU-ATCO eller BL 6-71.

Hvordan kan du se om du har et nyt radiocertifikat?

Det er kun de nye radiocertifikater, der har to separate sider. På den sidste side er der en række felter, hvor der er plads til at skrive, hvilken sprogniveaupåtegning du har, og hvor længe den er gyldig.

Alle de nye radiocertifikater er udstedt fra 2008 og frem.

Alle andre radiocertifikater eller radiobeviser er ikke længere gyldige.

 

Sprogniveau

Med virkning fra 2008 har luftfartbranchen indført krav til brugere af luftfartsradio om at demonstrere evne til at kommunikere - kaldet sprogbedømmelse (language proficiency).

Inden for EU kræves evne til at kommunikere ved hjælp af et standardiserede sprogsæt, ICAO standard fraseologi, og evne til at kommunikere i klar tale på det sprog, der benyttes på luftfartsradioen.

I Danmark er kravet tilknyttet radiocertifikatet, og alle indehavere af et radiocertifikat har tilknyttet en karakter (4, 5 eller 6) som udtryk for deres evne til at kommunikere på det sprog, der er tilknyttet radiocertifikatet - kaldet sprogniveau.

Sprogniveau 4 eller 5 skal fornys

Et sprogniveau 4 skal fornys inden for fire år, og et sprogniveau 5 skal fornys inden for seks år. Du skal derfor sørge for at forny dit sprogniveau senest den dato, der er angivet i dit radiocertifikat. Du må nemlig kun anvende dit radiocertifikat, hvis du har et gyldigt sprogniveau.

Ved fornyelse af dit sprogniveau i Danmark, Grønland eller Færøerne skal du henvende dig til en sprogtestvirksomhed.

Kontakt

Skoler, sprogtestorganisation og sprogassessorer skal indsende udfyldte formularer til Trafikstyrelsen på e-mail.

Trafikstyrelsen
Carsten Nieburhs Gade 43
1577 København V
CVR-nr.: 27186386
Tlf..: 72218800

license@trafikstyrelsen.dk

Mere information

Sprogassessor

Uddybning af reglerne for sprogassessorerautorisationer

Regler for sprogassessore er beskrevet i BL 6-08, afsnit 13 for ATS- sprogassessorer og afsnit 15 for FCL-sprogassessorer. Reglerne angiver blandt andet, at:

  • en indehaver af et gyldigt ATS-certifikat eller GEN radiocertifikat med sprogpåtegning 6 kan få en autorisation til at udføre sprogbedømmelser.
  • for at få autorisationen kræves det, at man gennemfører et kursus i bedømmelse af sprogniveau. Dette kursus afholdes hos de sprogtestorganisationer, der er godkendt af Trafikstyrelsen til at udføre denne træning.
  • Sprogassessorer skal være tilknyttet en sprogtestorganisation.
  • Autorisationen som sprogassessor er gyldig i 3 år.
  • For at forny en autorisation som sprogassessor kræves:
  1. Indenfor gyldighedsperioden har foretaget minimum 12 sprogbedømmelser og 4 indenfor de seneste 12 måneder.
  2.  Har deltaget i et standardiseringsseminar,
  3. Med et tilfredsstillende resultat at have gennemført en sprogbedømmelse efterfulgt af en mundtlig eller skriftlig prøve

 

Kravet i BL 6-08, stk. 14.3 om, at sprogassessoren skal demonstrere færdigheder over for Trafikstyrelsen, kan opfyldes på følgende måde:

  1. Trafikstyrelsen overværer og godkender den afsluttende del af et godkendt assessorkursus, hvor aspiranterne demonstrerer evne til sprogniveaubedømmelse under en øvelse eller en prøve, eller:
  2. Aspiranten udfører sin første sprogniveaubedømmelse under overværelse og efterfølgende godkendelse af Trafikstyrelsen, eller:
  3. Ved efter forudgående aftale at sende en videooptagelse, der tilfredsstillende gengiver assossorens første sprogniveaubedømmelse i lyd og billede, som efterfølgende godkendes af Trafikstyrelsen.

Sprogtest foretaget i udlandet

Danmark anerkender sprogtest, der er foretaget efter de europæiske certifikatregler for luftfartspersonale.

En sprogtest, der er foretaget i en andet EU-medlemsstat, EØS-stat eller stat, der har en relevant bilateral aftale med EU om luftfart kan anerkendes under forudsætning af, at sprogniveaupåtegningen er udført i overensstemmelse med kravene i EU-FCL eller EU-ATCO, og at Trafikstyrelsens formularer til ansøgning om sprogniveaupåtegning anvendes.

Desuden forudsættes, at bedømmelsen foretages af en EASA godkendt sprogassessor tilknyttet en EASA godkendt sprogtestvirksomhed, der er autoriseret  til at foretage sprogtest af luftfartspersonale.

Personer, der har fået foretaget en sprogtest i udlandet, skal sammen med sprogassessoren, der foretager testen, udfylde formularen og sende den til Trafikstyrelsen.

Trafikstyrelsen
Carsten Nieburhs Gade 43
1577 København V
CVR-nr.: 27186386
Tlf..: 72218800

license@trafikstyrelsen.dk

Information til skoler

Hvem må uddanne?

Uddannelse til radiocertifikater skal foregå ved en godkendt uddannelsesvirksomhed med en godkendt radiomanual til det pågældende radiocertifikat.

 

Læs om krav til elever, undervisere og skoler i "Vejledning om radiocertifikater".

Information om prøvebestilling

Skoler og undervisere kan bestille radioprøver via Trafikstyrelsen ved at sende en e-mail til nedenstående adresse.

Trafikstyrelsen
Radio

radio@trafikstyrelsen.dk

Med henblik på rimelig udnyttelse af Trafikstyrelsens ressourcer, forefindes der et minimumskrav på antal af elever til radioprøver. Alle prøver vest for Storebælt forudsætter minimum fire personer til prøve og øst for Storebælt minimum to personer til prøve.

Skoler og undervisere kan også bestille radioprøver hos Trafikstyrelsens eksterne radiotelefonistkontrollanter ved at kontakte dem direkte. Du finder kontaktoplysninger her nedenfor.

Ole Moldt Jensen
Aarhus
Tlf..: +45 2249 2816

olemoldtjensen@gmail.com

Tobias Vig Laursen
Aarhus
Tlf..: +45 2237 2267

tobias.vig@gmail.com

Oplys ved prøvebestillingen:

  • Radiocertifikattype der ønskes
  • Antal prøvedeltagere
  • Sted hvor prøven afholdes
  • Kontaktperson vedrørende prøven

Vær opmærksom på, at prøven først anses aftalt, når skolen har modtaget en e-mail, hvor det tydeligt fremgår, at en aftale er indgået.

Senest opdateret 08-01-2026