På lokale rejser uden for myldretiden opnår kunderne i den kollektive trafik en rabat på 20 pct. Rabatten gives som udgangspunkt til de kunder, som foretager rejsen med rejsekort.
Den 12. juni 2012 vedtog Folketinget at nedsætte prisen med 20 pct. for rejser med kollektiv trafik uden for myldretiden. Der er til formålet afsat 300 mio. kr. årligt (2012-PL).
En lokal rejse defineres som en rejse foretaget inden for ét takstområde. De enkelte trafikselskaber kan bestå af flere takstområder, fx er trafikselskabet i Sydjylland (Sydtrafik) opdelt i tre takstområder. Se oversigtskort nedenfor.
Uden for myldretiden dækker tidsrummet mellem kl. 11.00-13.00 og kl. 18.00-7.00 på hverdage samt hele døgnet lørdag, søndag og helligdage. Formålet med takstnedsættelsen er at øge anvendelsen af den kollektive trafik uden for myldretiden samt at bidrage til at reducere kapacitetspresset i myldretiden.
Trafikstyrelsen følger årligt op på virkningerne af takstnedsættelsen.