Ordensreglementer for danske havne

Det er Trafikstyrelsen, der fastsætter ordensreglementer for danske havne. Det sker efter indstilling fra den relevante havn og efter høring af relevante myndigheder.

Det er Trafikstyrelsen, der fastsætter ordensreglementer for danske havne. Det sker efter indstilling fra den relevante havn og efter høring af relevante myndigheder. Alle havne skal efter Havnelovens §15 have et ordensreglement. Dette gælder både for erhvervshavne og lystbådehavne. Der skal på havnene være et opslag, der oplyser om ordensreglementet og meddeler, hvor hele reglementet kan findes.

Den gode proces henimod fastsættelse af nyt ordensreglement

Der er ofte mange aktører, der skal involveres, når en havn skal udforme et nyt ordensreglement, og det kan være vigtigt at inddrage aktørerne i den rigtige rækkefølge.

I Trafikstyrelsen fastsættes havnenes individuelle ordensreglementer på baggrund af indstilling af havnene selv. Derfor er Trafikstyrelsen helt naturligt den sidste aktør, der bliver inddraget. Men det er også Trafikstyrelsen, der sætter rammerne for de individuelle ordensreglementer, og derfor opfordrer Trafikstyrelsen altid til at havnemyndigheden også inddrager styrelsen, når den påtænker at ændre sit ordensreglement.

Hvordan fastsættes ordensreglementer?

En havn, der ønsker at få fastsat et nyt individuelt ordensreglement, skal anmode Trafikstyrelsen herom. Det individuelle ordensreglement fastsætter havnens søområde, definerer havnemyndigheden og kan indeholde lokale ordensbestemmelser.

For alle havne gælder desuden et standardreglement der indeholder generelle ordensbestemmelse, og som er fastsat ved bekendtgørelse (links nedenfor). Der gælder ét standardreglement for erhvervshavne og et andet for lystbådehavne og mindre fiskerihavne.

Forinden det individuelle ordensreglement kan fastsættes, skal havnens søområde afgrænses og indtegnes på et kort med tilhørende koordinater. Det er således i det individuelle ordensreglement, at havnens søområde fastsættes. Trafikstyrelsen fastsætter havnens søområde og tegner det ind på et kort efter dialog med havnen.

Regler fastsat i havnes vedtægter, forretningsbetingelser mv. forudsætter ikke Trafikstyrelsens godkendelse, men de må i sagens natur ikke stride imod havneloven, det individuelle ordensreglement, standardreglementet eller anden relevant regulering.

Nyt ordensreglement – hvad skal det indeholde

Som det fremgår af den skabelon, I kan finde herunder, indledes et ordensreglement med en række stamdata om havnen, nemlig oplysninger om havnens navn; CVR-nummer; ejer; havnemyndighed og kontaktinformation. Herefter følger en beskrivelse af havnens fysiske areal og et kort over havnen.

De fleste havne vil herudover gerne fastsætte særlige ordensregler for deres havn – altså ordensregler der ikke allerede fremgår af standardordensreglementerne, der er gældende for alle danske lystbådehavne og erhvervshavne.

Regler, der hører hjemme i et ordensreglement, vedrører fysisk orden, sikkerhed og til dels miljø.

Regler om f.eks. betaling, fast bådplads i lystbådehavne eller ophold/beboelse i lystbådehavne hører ikke hjemme i et ordensreglement, men er derimod regler, som havnen selv vil kunne fastsætte uden at skulle inddrage Trafikstyrelsen.

Ansøgning om ændring af havnegrænser

Ved ansøgning om ændring af havnegrænser, skal der i ansøgningen til Trafikstyrelsen vedlægges den pågældende havns senest godkendte ordensreglement med tilhørende havnegrænser, samt en begrundelse for de ønskede ændringer.

Klage over forvaltningen af en havn

Hvis du mener, at en havn ikke varetager sin forvaltning retmæssigt efter ordensreglementet, er du velkommen til at kontakte Trafikstyrelsen med henblik på vejledning i forhold til dine konkrete klagemuligheder.

Trafikstyrelsen
Carsten Nieburhs Gade 43
1577 København V
CVR-nr.: 27186386
Tlf..: 72218800
info@trafikstyrelsen.dk

Relevant lovgivning

Senest opdateret 25-11-2022